dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Den er også gal med helikopterplatform på nyt sygehus
Rampen til helikopterplatformen på det sydlige sengetårn er for stejl, og der er ingen nemme løsninger på problemet.
Foto: Region Nordjylland

Flere problemer :
Den er også gal med helikopterplatform på nyt sygehus

Sygehusbyggeri i Aalborg i nye problemer: Nybygget gangbro til platform er så stejl, at den er farlig.
11. AUG 2023 10.00

NORDJYLLAND: En helikopterplatform på Nyt Aalborg Universitetshospital til knap 50 mio. kr., som blev bygget færdig i foråret, er reelt ubrugelig, fordi den 40 meter lange gangbro mellem platformen og elevatoren har så stejl en hældning, at den er farlig. Det skriver Nordjyske.

Projektdirektør Martin Kjær oplyser, at problemet blev opdaget før ferien, og at et forsøg har vist, at det kræver flere personer at skubbe en seng op ad rampen. Desuden risikerer man, at sengen kører afsted nedad, hvis nogen snubler. HSM Industri fra Grenaa, som har bygget rampen, forklarer, at man ikke har været involveret i diskussioner om hældning, men blot har bygget rampen, som den er projekteret.

Martin Kjær fortæller, at der arbejdes på højtryk for at løse problemet, men at der ikke er nogen nem løsning. Måske ender det med, at man bygger en minilift eller sætter en motor på hospitalssengene.

Problemer i kø

I forvejen er byggeriet af supersygehuset ramt af store problemer. Vand er fosset ud af væggene, og i juli var stueetagen oversvømmet af omkring 40.000 liter vand fra en forkert rørsamling. Desuden er 36 kilometer vandrør ramt af rust. 

Senest har det tidligere på ugen vist sig, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at de bærende konstruktioner er stærke nok til at bære murstensfacaderne.

De mange udfordringer har haft en økonomisk konsekvens for Region Nordjylland, som har revideret budgettet for byggeriet til at koste 6,4 mia. kr. Dermed overstiges det oprindelige budget for sygehusbyggeriet med cirka 1,4 mia. kr. og forsinkes desuden med cirka seks år. Tvivlen om de bærende konstruktioner kan give yderligere forsinkelser.

ak

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.